Forfatter: Redaktionen
Dato:
Læsetid: 10 min.

Oplev Berlin på en weekend: Den optimale rute til at se mest muligt

Skal du på weekendtur til Berlin, er der én ting, du er nødt til at acceptere: Du kan ikke nå at se alt.

Hvis du kun har 1 dag, 2 dage eller 3 dage må du vælge, hvad du vil skære fra – men heldigvis er det muligt at nå rigtig meget på en weekendtur til Berlin, hvis bare du planlægger din tid.

Her får du vores bud på en miniferie til Berlin, hvor der er to fulde dage at gøre godt med. Vi har lagt en rute hver dag, der sørger for, at du får mest ud af dit weekendophold til Berlin og kommer gennem nogle af byens vigtigste områder.

Guiden er til dig, der både vil runde den tyske hovedstads største historiske højdepunkter plus nogle af de lidt mindre kendte, men unikke steder i byens spøjse ånd.

Måske er du ude efter en billig Berlin getaway, måske vil I på weekend i Berlin for 2, måske skal I på forlænget weekend til Berlin med børn. Vi har samlet lidt af hvert, der tilsammen tager jer med på en afvekslende smuttur til Berlin.

Er jeres weekendophold i Berlin med bil led i en større køretur, eller har I mere end to dage i byen, så overvej også at tage i tropisk badeland, designeroutlet eller nogle af de andre oplevelser lidt uden for Berlin.

Her og nu giver vi dig en plan for, hvad du skal besøge, hvis du har enten 24 timer i Berlin eller vil se det bedste af Berlin på to dage.

Berlin getaway, jetzt kommen wir!

DAG 1 - LØRDAG

Vi bruger lørdag på at krydse de største must-sees af to-do-listen. Har du kun en endagstur til Berlin, og er det første gang, du er her, skal du vælge denne dags tur frem for søndagens.

De klassiske seværdigheder i Berlin ligger primært i området Mitte, og derfor kan I sagtens nå mange af dem på samme dag.

Men slå lige koldt vand – og kaffe – i blodet: Inden vi får vandrestængerne op i omdrejninger, skal vi have fyldt saft og kraft på motoren.

Steel Vintage Bikes Café

En omelet stegt i cykelolie, tak!

Bikes Café

Berlin er kendt for sin lidt skæve og clashende kultur. Steel Vintage Bikes Café er et godt eksempel.

Her kan du nyde en gang pandekager med bacon og røræg eller avocadotoast med laks, mens du kigger på de mange farverige cykler, der hænger ned fra loftet.

Er du fan af cykelsport, er det det perfekte sted at indtage morgenmaden. Går du ikke op i jernheste, er det stadig en sjov oplevelse at se alle de restaurerede retrostel.

Og mangler du lidt praktiske remedier til dagens strabadser, kan du investere i en drikkedunk eller en hurtigbrille mod solen, inden du smutter videre – caféen har nemlig en hel cykelshop også.

Men al cykling til side: Stedet har fået kilometervis af gode anmeldelser for sin mad og drikke, så menukortet i sig selv er en etape, du godt kan glæde dig til at begive dig ud på.

Wilhelmstraße 91, 10117 Berlin
steel-vintage.com/cafes-and-stores

Holocaust-mindesmærke

Tysklands største sorg

Holocaust

Fra Steel Vintage Bikes Café er der kun få minutter hen til mindesmærket for Europas myrdede jøder.

Her kan du bruge en stille stund på at fordøje din morgenmad og det forfærdelige faktum, at flere millioner jøder systematisk blev dræbt af nazisterne under Holocaust.

Monumentet består af 2.711 betonsøjler. Under jorden ligger et museum om Holocaust, hvor du kan lære mere om nogle af ofrene og de tragiske hændelser, men udsigten over den kolde, forstenede skov er nok til at give dig en klump i halsen.

Det er et af de mest rørende steder, du kan besøge på din tur til Berlin – og i hele Tyskland.

Cora-Berliner-Straße 1, 10117 Berlin
www.stiftung-denkmal.de

Brandenburger Tor

Essensen af Berlin

Brandenburger Tor

Næsten lige ved siden af Holocaust-mindesmærket ligger Brandenburger Tor. Det er et af byens mest ikoniske – og fotograferede – vartegn og har gennem tiden symboliseret både frihed og opdeling.

Den over 200 år gamle port havde oprindeligt at gøre med told. Efter 2. Verdenskrig var den delvist ødelagt, og frem til 1989 løb Berlinmuren tæt forbi.

I dag står Brandenburger Tor for et forenet Berlin med sit majestætiske udtryk og Quadriga-skulpturen på toppen, der repræsenterer fred og sejr.

Hvis du ikke har været her på dit ophold i Berlin, har du ikke været i Berlin.

Pariser Platz, 10117 Berlin

Friedrichstraße

3,5 kilometers shopping

Friedrichstrasse

En kort gåtur fra Brandenburger Tor hen til Friedrichstraße og du er klar til en noget længere gåtur: Berlins nok mest kendte shoppinggade er over tre kilometer lang og byder på utallige muligheder til dig, der er taget afsted med kreditkortet i lommen.

Her er både noget til mærkevare-entusiasten og den prisbevidste shopper. Og også til dig, der ikke går op i tøj og sko, men bedre kunne lide dagens første stops.

På Friedrichstraße ligger nemlig Checkpoint Charlie, den berømte grænseovergang mellem det tidligere Øst- og Vestberlin.

Lige ved siden af finder du Mauermuseum, hvor du får indblik i de vilde flugtforsøg fra øst til vest. Har du selv behov for at flygte fra Berlins pulserende byliv og tage et lille ophold, er det bare om at stikke hovedet herind.

Friedrichstraße, 10117 Berlin

Ritter Sport-butikken

Børnenes favoritstop på turen

Ritter Sport

Når I er på vej tilbage op ad Friedrichstraße, så drej til højre, når I kommer til Franz. Straße. Hvis børnene ikke har været vilde med udflugtsmålene indtil videre, så får de i hvert fald en god dag nu – kvadratisk, praktisk, god:

For her møder I Ritter Sport Colorful Chocolate World; en butik i to etager fuld af lækkerier fra det populære tyske chokolademærke.

Nyd en Ritter Sport chokolademousse, gå på opdagelse i de mange specielle varianter, eller lav din helt egen unikke plade med lige, hvad du har lyst til!

Pro-tip: Lav din egen plade chokolade som det allerførste. Så kan du udforske resten af butikken, mens du venter på, den stivner og bliver klar til at tage med.

Franz. Straße 24, 10117 Berlin
www.ritter-sport.com/de/berlin

DDR Museum

Et af verdens mest interaktive museer

DDR

Et kvarters gang fra chokoladefabrikken venter endnu en interaktiv oplevelse:

Lige på den anden side af Spree-floden ligger DDR-museet, hvor I kan lade sanserne gå på opdagelse i et utal af artefakter fra før murens fald. Oplev alle aspekter af hverdagslivet i det tidligere Østtyskland, som det så ud under DDR.

Berlin har mange museer, men det her er anderledes. Her må du gerne røre ved udstillingerne. Du SKAL faktisk! Prøv datidens mode, træd ind i en genskabt lejlighed, eller hvad med en simuleret tur i den østtyske Trabi-bil?

Glæd jer til en medrivende og underholdende historietime på jeres get away til Berlin.

Karl-Liebknecht-Straße 1, 10178 Berlin
www.ddr-museum.de/en

TV-tårnet i Berlin

Middag med en helt særlig udsigt

TV Tårnet

Når det nærmer sig aftensmadstid, er der mange muligheder for at stille sulten i nærheden – kun ti minutter fra DDR Museum har du den måske mest ikoniske i hele Tyskland.

Berliner Fernsehturm, eller TV-tårnet i Berlin, lader jer nyde et måltid øverst oppe i restaurant Sphere, mens restauranten drejer rundt! I får altså en 360 graders udsigt over byen serveret sammen med jeres menu.

Det er nok en god idé at bestille bord på forhånd og forsøge at time besøget. Lykkes det ikke, kan I stadig nyde en drink fra baren på observationsetagen lige nedenunder. TV-tårnet er en flot oplevelse uanset det kulinariske omdrejningspunkt.

Panoramastraße 1A, 10178 Berlin
tv-turm.de/en/

DAG 2 - SØNDAG

På dag nummer to af vores weekendophold lægger vi vejen forbi nogle mindre Berlin-essentielle, men stadig bemærkelsesværdige oplevelser i områderne Prenzlauer Berg, Friedrichshain og Kreuzberg.

Vil du billigt til Berlin, får du her en rute med flere gratis glæder.

Strækningen bliver lidt længere end i går. Til gengæld er der fortsat noget at se frem til, hvad end I er afsted på romantisk ophold i Berlin, eller I går efter Berlin i børnehøjde.

David Hasselhoff Museum

Start dagen med et smil

Mennesker lytter

Hvis du ikke skulle have opdaget det endnu, så er Berlin fuld af museer. Der er nu ét i rækken, som stikker særligt ud. Det er det mindste af dem alle, men dedikeret til en stor personlighed:

David Hasselhoff-museet på hotel Circus Berlin.

Af uransagelige årsager har hotellet valgt at hylde den amerikanske skuespiller og talentshowdommer med en døgnåben udstilling, der spænder hele hans karriere, selvfølgelig inklusive en montre dedikeret til Baywatch.

Deler du også kærligheden til ”The Hoff”, er den eklektiske samling et must-see på en weekend til Berlin.

Er du ikke fan, er det stadig et sjovt syn – og et hurtigt syn: Det tager ikke mange minutter at nå hele vejen rundt på de cirka tolv kvadratmeter.

Weinbergsweg 1A, 10119 Berlin

Meierei

Rustik morgenmad i pæne omgivelser

Meierei

Efter at have samlet appetit hos den beefcake til David Hasselhoff er det tid til at finde noget rigtig morgenmad.

Bevæger du dig ind i området Prenzlauer Berg, befinder du dig på Berlins Østerbro, så her er der rigeligt med brunch-muligheder at vælge mellem.

Er dine smagsløg i humør til noget ægte tysk, nu hvor du er i Berlin på miniferie? Prøv Meierei. Det berlinske madsted serverer klassiske tyske morgenmadsretter med saft og kraft som pølser, pølsesalat, ost og ostekage.

Hvis du ikke synes, den pølsetyske kost lyder vildt appetitligt, bliver du hurtigt modbevist: Bare stil dig op foran restauranten og se de mange lokale, der flokkes til Meierei.

Og skynd dig så ind og snup en plads, inden de alle sammen bliver taget!

Kollwitzstraße 42, 10405 Berlin
meierei.net

Volkspark Friedrichshain

Byens kønneste slentretur

Volkspark

Er I på kærlighedsboblende forlænget weekend i Berlin, så tag hinanden i hånden og spadser en smuttur gennem Volkspark Friedrichshain i området af samme navn.

Den smukke park er kendt for sit romantiske eventyrspringvand, sin bedårende arkitektur og sin betagende natur. Det er Berlins ældste af slagsen, og den grønne oase er stadig populær hos de lokale den dag i dag.

Der er også legepladser til børnene herinde. Og selvfølgelig kan der ikke eksistere noget i Berlin, uden det har en historisk vinkel: Gennem parken møder du flere monumenter, der tilsammen markerer det tyske demokratis udvikling.

Volkspark Friedrichshain, 10249 Berlin

Computerspielemuseum

Et museum hvor du må have det sjovt

Computerspil

Har du familiens lille gamer med på miniferie i Berlin, eller er du selv en sucker for WoW og Super Mario? Så skal I selvfølgelig forbi museet om computerspillets historie.

Kom ind bag de sidste 40 års underholdende megapixels, og bliv ramt lige i nostalgien.

Med over 300 klassikere udstillet, inklusive sjældne originaler, er der nok at se på – og spille! For du kan naturligvis ikke tage på et museum for spil uden selv at rive i et par joystick og controllere.

Udstillingen spænder over alle slags spil og konsoller: PlayStation, Nintendo, PC. Pac-Man, Wii-Bowling, Tamagochi. Donkey Kong, Asteroids, Space Invaders. Vil du nå at prøve det hele, så skal du måske afsætte en forlænget weekend mere.

Karl-Marx-Allee 93A, 10243 Berlin
www.computerspielemuseum.de

 

East Side Gallery

Frem med kameraet

East Side Gallery

Man kan ikke sige Berlin uden at sige -muren. Resterne af den står stadig rundt omkring i byen, og hvis du skal vælge ét sted at se Berlinmuren, skal det være ved East Side Gallery.

Her har kunstnere fra hele verden dekoreret muren med imponerende graffiti-værker, som illustrerer politiske forhold dengang og nu.

Den nok mest berømte udsmykning er et billede af Sovjetunionens generalsekretær Leonid Brejnev og Det Socialistiske Enhedspartis generalsekretær Erich Honecker, der kysser hinanden.

Verdens længste udendørs galleri er en smuk og farverig måde at gøre historien – og dit Instagram-feed – levende på.

Mühlenstraße 3-100, 10243 Berlin

Mustafa’s Gemüse Kebap

En legendarisk rulle

Kebab

Man kan heller ikke sige Berlin uden at sige döner kebab. Og man kan ikke sige döner kebab i Berlin uden at nævne Mustafa’s Gemüse Kebap.

Der er folk, der mener, at en sølvkikkert fra Mustafa er noget helt særligt. Og så er der dem, der tager fejl.

Den lille ”pølsevogn” i Kreuzberg har opnået kultstatus af en grund, og du snyder dig selv for en genial madoplevelse i Berlin, hvis du bliver skræmt af lidt køtid – det er ventetiden værd!

Er du slet ikke til kebab, så er her et andet forslag:

Gå amok i pomfritter med forskellige toppings hos Goldies på Oranienstraße. Trøffel? Ragout? Kimchi? Bearnaise-mayo? Goldies’ udvalg af ”Nasty Fries” er, i modsætning til hvad navnet antyder, fuldkommen delicious.

Mehringdamm 32, 10961 Berlin

Klunkerkranich

Se solen gå ned over jeres weekend

Klunkerkranich

Hvis fødderne magter mere, skal I slutte dagen på tagterrasse-baren med det skønne navn Klunkerkranich. Det er en kendt, men svært tilgængelig perle, for du skal vandre op gennem et parkeringshus for at finde indgangen.

Viben er rå og naturlig med alt lavet af træ, masser af vilde planter, lyserøde flamingoer og hængepærer i forskellige farver.

Du kan være heldig at fange et band, der lægger lyd til aftenen, men ellers er udsigten rigeligt til at sikre en fed ramme for slutningen på jeres weekendtur til Berlin.

Menukortet har lidt af hvert i våde varer. Er du stadig sulten, serverer stedet også mad.

Er du sulten efter mere Berlin, så tjek alle vores artikler ud om den cool og kontrastfyldte by.

Karl-Marx-Straße 66, 12043 Berlin
klunkerkranich.org